Folkebibliotekernes historie i Danmark indtil Aar 1920, I Omrids
• Udgivelse: Hellerup :Kbh : Aug. Olsen
• Udgivelsesår: 1929
• Omfang: 73 s.
• Forfatter: Banke, Jørgen

side 9
Index
Tilbage
Næste


Udvalget for Folkeoplysnings Fremme

Mellem i 1865-72 eksisterede en nationalliberal politisk Forening, der hed "Den danske Folkeforening", og i dens Repræsentantskab havde Dr. Matthias Steenstrup Sæde.
Han var gennem sine Studier af Historiens Filosofi-, Kultur- og Litteraturhistorie kommen til det Resultat, at Tilstandene vilde stærkt forbedres, om man kunde faa alle Samfundslag oplyst. I December 1865 sendte han til Folkeforeningens Repræsentantskab en Afhandling, der var en fuldstændig Plan for en Udgivervirksomhed, der skulde komme Almuen tilgode. I Indledningen til denne Afhandling siger han, at Folkeforeningen ikke alene skal føre en politisk Kamp, men ogsaa en Kulturkamp, idet den vanskeligste Modstand en "virkelig frisindet", oplyst Politik i national Retning vil møde, stammer fra Almuens, især Landalmuens, Mangel paa Kultur og aandelige Interesser.
"Den første Betingelse fremfor Alt, for at Samfundslivet og Statslivet kan blive gjennemtrængt af den nationale Aand og Bevidsthed i en Stat, der hviler paa et stærkt demokratisk Grundlag, er, at den samme Strømning af Kultur og fædrelandsk Bevidsthed gaar gjennem alle Samfundets Lag, omend paa Grund af de forskellige Livsvilkaar Strømningens Grad og Maal kan være forskellig".
For at Folkeforeningen kan naa dette Maal, foreslaar Dr. M. Steenstrup, at den organiserer en Virksomhed for at fremme Folkeoplysningen, og han foreslaar, at Foreningen dels skal udgive Folkeskrifter, og dels forbedre Undervisningsanstalter og Undervisningsmidler.
Derefter skildrer han Udgivervirksomheden, som han havde tænkt, den straks skulde udfolde sig. Landhusholdningsselskabet, Trykkefrihedsselskabet og den haderslevske Forening for Folkeskrifters Udgivelse har arbejdet gennem Aarene med en saadan Udgivervirksomhed, men Steenstrup mener, at de nævnte Selskabers Bøger nu trænger til Afløsere, dels fordi de er kommen for lidt ud blandt Folket, og dels fordi, den forrige Udgivervirksomhed savnede pædagogisk Blik, idet de forrige Skrifter har haft de Ældre for øje - og ikke Ungdommen, som det dog først og fremmest gælder om at paavirke og opdrage.
Efter Dr. Steenstrups Skøn skulde man begynde Udgivervirksomheden med meget billige Smaahefter (2 à 3 Skilling Arket) og de burde indeholde Stof af vore Digtere, "som kunne tiltale Almuen paa dens nuværende Dannelsestrin, saa at Intet medtages, der ikke let gaar ind i dens Forestillingskreds".
Der nævnes derefter Eksempler paa og af Forfattere, som Dr. S. mener egner sig. Holberg, Oehlenschläger, Heiberg, Hertz, Ingemann, Blicher, H. C. Andersen, Chr. Winther, Carit Etlar, Anton Nielsen og Thyregod samt norske og svenske Forfattere.
Det var altsaa Meningen først at skabe et "æstetisk Folkebibliotek" og derefter eller maaske samtidig dermed et oplysende Bibliotek bestaaende af Historie, Naturskildringer, Rejsebeskrivelser m. m., Vejledning i Hvermands politiske og borgerlige Rettigheder og Pligter, en historisk Fremstilling af vor Friheds Udvikling efter 1830, en historisk Fremstilling af Bondestandens Udvikling. "Intet ligger for langt borte, naar dets Belysning kan fremme Bondens aandelige Syn, Følelsen af hans moralske og borgerlige Værdighed, den friere Opfattelse af hans Bedrift eller hans Stilling i Samfundet".
Dr. Steenstrup mente, at man for at give disse Skrifter en saa stor Udbredelse som muligt, burde henvende sig til Kommunalbestyrelserne, der for et billigt aarligt Kontingent kunde forsyne baade Sogne- og Skolebiblioteker med det nødvendige boglige Materiale.
"Det tør ventes, at, naar en Virksomhed for Almueoplysningens Fremme blev begyndt med en vis Aand og Varme, der nu er saadanne Forudsætninger tilstede, at en ny Aand vilde vaagne for at anskaffe og benytte Almuebogsamlinger; naar først Sogneforstanderskaberne vilde støtte den første Udbredelse, tør det ogsaa haabes, at mangen en Bonde selv vil købe sig en lille Samling af de Bøger, han synes bedst om, og at Communer og private ville bruge nogle af de udgivne Skrifter til Flidsbelønninger for Skolernes Disciple. Vejen vil tillige være banet for, at Colporteurer, som nu tidt skulle have en forbavsende Afsætning af ynkelige Viser og af Almanakker for Folket, ville kunne udbrede gode og billige Skrifter i en Grad, vi hidtil ikke have kjendt hos os".
Dette udmærkede Forslag fra Dr. M. Steenstrups Side resulterede i, at der i 1866 blev nedsat et "Udvalg for Folkeoplysnings Fremme", som bestaar den Dag i Dag.
Dets Udgivervirksomhed havde til en vis Tid nogen Betydning for vor Folkeoplysning, selv om det aldrig har naaet de Maal, Dr. Steenstrup tegnede i sin Skrivelse til Folkeforeningen. Efter at denne var ophørt, har Staten støttet dette Udvalg med betydelige Beløb, saaledes at dets Skrifter er blevet vidt udbredt.
Folkebiblioteker, Højskoleelever og Aftenskoleelever m.fl. har stadig gennem Aarene faaet disse Skrifter tildelt enten gratis eller for en meget ringe Betaling.
Desværre er det Storsyn, Dr. Steenstrup aabenbarer i sit Forslag, ikke blevet fulgt gennem Aarene, Udvalgets Skrifter er ikke blevet den yndede Folkelæsning, man ventede, idet man alt for lidt har været i Pagt med Tiden, især med Hensyn til det ,,æstetiske Folkebibliotek".
For Folkebibliotekernes Vedkommende har denne Udgivervirksomhed ofte vist sig lammende, idet den visse Steder, hvor man ikke havde andre oplysende Bøger end de, man fik gennem "Udvalget for Folkeoplysnings Fremme", har indgivet Folket et fejlagtigt Billede af oplysende Bøger.
I de første Aargange har man Øje for at følge med Tiden, man kan i 1868 f.eks. bringe Bjørnstjerne Bjørnson: "En glad Gut", men senere har man aldrig turdet bringe nogen som helst aktuel Skønlitteratur, vel nok i Kraft af den Sætning i Udvalgets Vedtægter, der lyder saaledes: "Skrifter, der behandler brændende Spørgsmaal fra det politiske og kirkelige Omraade er dog udelukkede".
Dette har maaske hindret Udvalget i at udgive selv det mest nevtrale af Skønlitteraturen efter 1870, men det burde ikke have hindret det i at følge Dr. Steenstrups Plan med Hensyn til den oplysende Litteratur, hvor Udgivervirksomheden har været saa spredt og lidet aktuel, at Folkebiblioteker i vore Dage kun kan bruge en halv Snes Værker, der virkelig egner sig i Folkeoplysningens Tjeneste - alt det andet staar som Hyldefyld og dermed som en tung Hindring for Landsbybibliotekernes Arbejde i Folkeoplysningens Tjeneste, idet man af Respekt for Navnet og Formaalet ikke tør fjerne disse overflødige Bøger, som ikke har Bud til et eneste af Nutidens Mennesker. [Note: Se Systematisk Fortegnelse i ,,Udvalget for Folkeoplysningens Fremme". 50 Aars Virksomhed 1866-1916. Kbh. 1916].
Det er den ikke statsunderstøttede Udgivervirksomhed, der har gjort den største Indsats i Folkeoplysningens Tjeneste, en Mand som Julius Schiøtt har ved sin Redaktion af det gamle "Frem" givet mange blandt den opvoksende Ungdom først i Aarhundredet det rigtige Begreb om, hvad en oplysende Bog er, og hvad den kan udrette.