Folkebibliotekernes historie i Danmark indtil Aar 1920, I Omrids
• Udgivelse: Hellerup :Kbh : Aug. Olsen
• Udgivelsesår: 1929
• Omfang: 73 s.
• Forfatter: Banke, Jørgen
side 27
Index
Tilbage
Næste
Statsbiblioteket i Aarhus
Steenberg er født 16. December 1854 i Hamborg, hvor hans Fader var dansk
Postmester. Han blev Student i 1873, cand.polit. 1877, derefter tog han partiel
Eksamen i Naturfag ved Polyteknisk Læreanstalt og gav sig ind paa Lærervejen,
først som Lærer ved Ribe Katedralskole 1880, og Aaret efter som Adjunkt ved
Horsens lærde Skole, hvor han forblev, indtil han 1909 tog sin Afsked for helt
at hellige sig Folkebibliotekssagen.
Gennem sine Studier havde Steenberg faaet sociale Interesser, og det var da
naturligt, at han gav sig i Lag med Arbejdernes Oplysningsbestræbelser. Fra 1885
var han Formand for en Arbejderundervisning, der virkede gennem en Aftenskole og
Søndagsforedrag, og da han samtidig var Bibliotekar ved Latinskolens Bibliotek,
blev hans Interesse for Folkeoplysning gennem Bøger og Foredrag dybere og
stærkere for hvert Aar. Han fik straks oprettet en lille Bogsamling til Hjemlaan
for Aftenskolens Elever, og da han ægrede sig over, at de 18,000 Bind i den
lærde Skoles Bibliotek stod næsten fuldstændig ubenyttet hen, gennemførte han
sin første Biblioteksreform, idet han fik Skolens Bibliotek aabent for
offientligt Udlaan een Time ugentlig; dette førte med sig, at samtlige
Statsskoler i Landet senere fik offentligt Udlaan. Selv om alle
Statsskolebibliotekarer ikke var saa begejstrede for Sagen som "den lille
Adjunkt" i Horsens, førte det dog til, at det jævne Folk overalt, hvor der var
lærde Skoler, fik Adgang til de forhen saa ubenyttede Bogmasser. Desværre var
Aabningstiden for kort og midt om Eftermiddagen, hvor det ikke var givet alle
lysthavende at komme, og da Bibliotekarerne var ulønnede og næsten ingen af dem
besjælede af de samme store Idéer, som groede hos Steenberg, fik denne smukke
Reform ikke nogen kendelig Virkning paa Folkeoplysningen i Danmark.
Steenbergs Arbejde med Udlaansvirksomheden til Arbejderne gav ham mange Venner i
dette Samfundslag, og ved de Samtaler, han stadig førte med sine Laanere, blev
det ham mere og mere klart, hvor frygtelig forsømt Bogen som Folkeopdragelses-
og Folkeoplysningsmiddel hidindtil havde været herhjemme. Det blev ham en
Hjertesag at hidføre Reformer paa dette Omraade, og saa snart, der var en
Lejlighed, tog Steenberg Ordet baade i Skrift og Tale.
Da man først i Halvfemserne nedsatte en Kommission for at overveje Muligheden
for et Statsbibliotek i Aarhus, skriver Steenberg i Berlingske Tidende en
Artikel med Forslag til et helt System af offentlige Biblioteker uden for
København, og Artiklen bliver optaget i mange af Landets Blade.
Samtidig med, at Interesserne for Folkeoplysning gennem Bogen gror op hos ham,
helmer han ikke, før han faar Klarhed over, hvorledes man ordner saadanne
Forhold i andre Lande. Han har en Ven i England, der stadig sender ham
Avisudklip vedrørende de engelske Folkebiblioteker, og han faar Forbindelse med
Professor Dr. Edv. Reyer, der i 1891 var blevet Medlem af Bestyrelsen for
"Wiener Volksbildungsverein" og som lige havde udgivet sin Bog "Volksbibliotheken",
der indeholdt en udførlig Fremstilling af de offentlige Biblioteker baade i
England og Amerika. Dette førte til, at Steenberg blev stærkt begejstret for
Folkebiblioteksarbejdet i de engelsktalende Lande, og da han samtidig herhjemme
gennem sin Artikel var kommen i Forbindelse med Ludvig Schrøder, Askov, som var
Medlem af Kommissionen til Forberedelse af Loven om Statsbiblioteket i Aarhus,
fik han Lejlighed til at udtale sit Syn paa Folkebiblioteksvæsenet paa et Møde i
"Dansk Skoleforening", og fra det Øjeblik er Steenberg i Forgrunden paa dette
Omraade herhjemme.
Før havde man aldrig tænkt paa, at Arbejdet for Sognebiblioteker og
Folkebiblioteker var andet end smaa Udslag af Underholdningstrang hist og her i
vort Folk, Steenberg løfter dette Arbejde op i en højere Plan, gør det til en
Folkeoplysningssag af Rang og omplanter de angelsaksiske Idéer paa dansk Grund.
"Steenberg var", som H. O. Lange skriver i "Bogens Verden", "den første
herhjemme, der saa Betydningen af den amerikanske Biblioteksudvikling. Paa en
Rejse derover samlede han et Fond af Begejstring og Kundskaber, som han
udmøntede herhjemme i Sagens Tjeneste. Skønt hans praktiske Biblioteksgerning
indskrænkede sig til Horsens lærde Skoles Bibliotek, fordybede han sig med
Energi i alle tekniske Spørgsmaal, i Forstaaelse af Teknikens Betydning for
Sagens lykkelige Udvikling. Med sin store Elskværdighed og Forhandlingsdygtighed
vandt han Sagen Venner i alle Kredse. Han var den altid beredvillige Hjælper og
Raadgiver, og hans Saglighed og intime Forstaaelse af alle paagældende Forhold
gav hans Ord Vægt. Han var ikke den store Agitator; dertil var han for forsigtig
og for fortrolig med "de ringe Dage", og Sagens mange praktiske Vanskeligheder.
Men han banede Vej for Bibliotekssagen med en Trofasthed og en Begejstring, der
overalt satte rig Frugt".
Efter at Steenberg havde talt for Folkebibliotekssagen paa sine første Møder,
blev det almindeligt ved Lærermøder og større Skolemøder at kalde paa ham som
Taler. Han blev raadspurgt ved Oprettelse af Folkebiblioteker, og det gled lidt
efter lidt ind i det danske Folks Bevidsthed, at gode Raad om Bogsamlinger og
Folkebiblioteker altid kunde faaes omgaaende og beredvilligt hos Adjunkt A. S.
Steenberg i Horsens. Det var derfor ganske naturligt for Staten at bede
Steenberg indtræde i Komitéen for Understøttelse af Folkebogsamlinger 1899.
Fra 1885 til 1899 havde Steenberg samlet Erfaringer paa Folkebiblioteksvæsenets
Omraade, og i Aaret 1900 udsendte han sin Bog "Folkebogsamlinger, deres Historie
og Indretning", og fra det Øjeblik har Danmark en Folkebiblioteksteknik. Selv om
Bogen i Forhold til vor Tids Udvikling paa dette Omraade er meget mangelfuld og
skitsemæssig, maa man sige, at den er Grundvolden for al senere Udvikling. Nu
havde Folkebibliotekarerne et Sted at søge til for at faa klaret alle de
Problemer, der ophober sig, naar man skal styre og lede Udviklingen selv af et
meget lille Bibliotek.
Efter et mindre Afsnit om Læsning i Almindelighed, indeholder Bogen
Folkebibliotekernes Historie, særlig de engelske og amerikanske, og viser
derved, hvor elendig en Stilling vore Folkebiblioteker indtog i Forhold til de
engelsktalende Landes.
"Der kan ikke være nogen Tvivl om", skriver Steenberg, "at vi her i Danmark
trænger til at faa Bøger og Læsning langt længere frem i
Folkeoplysningsarbejdet. Der er gennem de folkelige Foredrag udrettet meget, og
de vil altid komme til at spille en vigtig Rolle. Men de kan ikke erstatte
Læsningen. Naar imidlertid endnu Foredragets "levende Ord" saa ofte af mange
Mennesker foretrækkes fremfor Bøgernes "døde Bogstav", saa er Grunden blandt
andet sikkert den, at de ikke forstaa at bruge Bøgerne. Der ligger i dette
Forhold en stærk Kritik af den Undervisning i Læsning, som Folkeskolen giver
sine Elever. Denne Mangel paa Evne til at forstaa en skreven Fremstilling, naar
den blot gaar lidt ud over, hvad en jævn Fortælling giver, har ogsaa medført, at
de mange Bøger, som det kgl. Landhusholdningsselskab, Udvalget for
Folkeoplysnings Fremme og lignende Institutioner spreder ud over Landet, langt
fra gør den Nytte, som de skulde. Der er endnu alt for mange, som ikke kan se,
at for den, der forstaar at skaffe sig Kendskab gennem Bøger, er Bøgerne et
udmærket Arbejdsredskab.
Denne Mangel ved vort Oplysningsarbejde maa der raades Bod paa. Det kan gøres
ved en forbedret Læseundervisning i vor Børneskole og vor Ungdomsskole. Men
dette Arbejde vil for en stor Del være spildt, naar der ikke tillige gives let
Adgang til god Læsning, og dette naas bedst gennem Folkebogsamlingerne".
I Bogens andet Afsnit fremsætter Steenberg en Slags Metodik for Oprettelse af
Folkebogsamlinger.
Naar man med den senere Udvikling in mente læser dette, faar man Begreb om, hvor
uendelig forsigtig, man dengang maatte gaa til Værks og slaa af paa Idealerne
for at faa Væksten til at komme. Gennem hele Bogens første Afsnit har vi haft de
amerikanske Idealer for Øje og tydelig set, at Bibliotekssagen er en
Samfundssag, men i Danmark kan man ikke strække sig længere end til at se, at
dette maa komme engang i Fremtiden, foreløbig tør man ikke stille saadanne Krav;
man har i første Afsnit stiftet Bekendtskab med de herligste
Biblioteksbygninger, men herhjemme vil Steenberg være tilfreds, om man blot kan
faa en Reol i en Skolestue, et Rum i et Forsamlingshus eller et Værelse paa
Teknisk Skole. Da maa man sige, at den nuværende Finansminister N. Neergaard
bedre ramte Sømmet paa Hovedet, da han allerede i 1886 udbad sig et Palads til
Københavns Folkebiblioteker. Den samme Beskedenhed og Fordringsløshed præger
hele Steenbergs Fremstilling, saasnart der er Tale om danske Forhold.
Hele den tekniske Afdeling af Bogen præges af Omsorgsfuldhed for, at der bliver
noget at vælge imellem for Bibliotekarerne baade inden for Klassedelingssystemer
og Udlaansnoteringssystemer. Det var selvfølgelig en meget vanskelig Sag paa
dette Tidspunkt at træffe det rette og fastslaa et ensartet System for hele
Landet. Steenberg vidste jo, hvor stærkt de danske Personligheder ønsker at gøre
sig gældende især inden for Smaatingenes Verden, saa det var maaske nok klog
Politik at give Opfindertalenterne Plads at røre sig paa, om ikke for andet, saa
for at holde dem fangen ved Arbejdet. Det var ligeledes et stort Problem at
finde gode danske Udtryk for alle de tekniske Benævnelser, som et virkelig
ordnet Biblioteksvæsen kræver; Steenberg løste Problemerne med vekslende Held,
en Del af hans tekniske Navne blev staaende og vandt Hævd, men andre er sunket
til Bunds og afløst af bedre. Steenberg gjorde sig stærk Umage for ikke at
indføre fremmede Ord samtidig med de fremmede Idéer, men her gik han ofte noget
for vidt i sine gode Bestræbelser. Han fastslaar Ordet Bogsamling i Stedet for
Bibliotek, og saa synes han ogsaa, at han bør rejse Diskussionen om Navnet
Bibliotekar for at være konsekvent, men denne Diskussion om en Ubetydelighed har
afstedkommet en Mængde unyttig Skriveri og Tale, idet Purister inden for
Biblioteksbevægelsen, hvor der var Lejlighed, har fortsat Diskussionen, spildt
Forsamlingers kostbare Tid og en Mængde Papir. Endnu 29 Aar efter Bogens
Fremkomst er denne ørkesløse og tidsspildende Diskussion i Live.
Steenbergs Bog, hans Agitationsartikler og Agitationsrejser fik et folkeligt
Biblioteksvæsen paa Benene i Danmark. I de første fem Aar af Aarhundredet tog
det Form, og man kunde saa smaat skimte dets Konturer ud af det brogede Kaos,
Pioneren gik ind til.